Vi sælger juletræer af sorten Nordmannsgran. Nordmannsgran er en ædelgran og holder derfor godt på nålene. Sorten har en dyb græsgrøn farve. Farven variere alt efter hvor meget næring, der har været i jorden præcis hvor træet har stået. Træerne er formklippede, hvilket betyder at de længste sideskud nippes af en gang om året. Det giver et lidt mere slankt juletræ, ellers kan juletræer godt blive meget brede. Det tager ca. 7-8 år at gro et tæt juletræ på ca. 2 meter. Kvaliteten på juletræer ses ud fra: symmetri, topskuddets form, afstand mellem grenene, fylde, nålenes farve m.m. De træer vi har er af en høj kvalitet og kommer fra en velpasset plantage ved Sorø. Træer af lavere kvalitet ses typisk i supermarkeder og byggemarkeder. 

Selvom ædelgran holder godt på nålene, så kan man holde juletræet friskt længere ved ikke at lade det stå i for høj varme. Vil man vente med at pynte træet, anbefaler vi, at du lader træet stå så koldt som muligt udenfor. Hvis du lader det stå i net vil grenene stritte lidt op, det kan være en fordel, så de ikke kommer til at hænge med vægten af julepynt. Hvis dit valgte juletræ er pakket ud af nettet, kan vi tilbyde at pakke det i net igen for at holde grenene oppe og gøre transporten nem.